Facilities management er en ledelsesdisciplin for dem, som har ansvaret for de fysiske byrum eller de fysiske rammer omkring en virksomhed og de tilknyttede servicefunktioner. Facilities management fokuserer på at understøtte de funktioner, der skal ske i bygninger og byrum.
Facilities management er således en koordineret og helhedsorienteret styring af alle former for fysisk og teknologisk støtte til en virksomheds primære arbejdsprocesser eller til oplevelsen af bygninger og byrum.
Facilities management omfatter aktiviteter på strategisk, taktisk og operationelt niveau.
Strategiske opgaver har et langsigtet perspektiv. De vedrører etablering af politikker og strategier for udvikling af ejendomsporteføljen og supportfunktioner i forhold til kernevirksomhedens langsigtede behov og mål og strukturelle ændringer i omverdenen, demografi mv.
Derudover omfatter strategiske opgaver etablering af ledelses- og samarbejdsprocesser for samarbejde mellem FM funktionen og dens interessenter.
De fleste strategiske opgaver bør styringsmæssigt bibeholdes i virksomhedens eget regi.